MYTEN, MANDEN OG MUSICALEN

År 2011 markerer 40-års jubilæet for “Jesus Christ Superstar”. Et jubilæum er i sig selv ikke en bedrift, men når jubilaren er noget så revolutionerende som “Jesus Christ Superstar” er der alle mulige gode grunde til at lette på hatten.

1971 var på mange måder højde- og vendepunktet i musikteatrets historie. Tiden var moden for politiske og religiøse opgør. Kunstnere, musikere, forfattere dannede sig et eftermæle og en fanskare på baggrund af stærke meningstilkendegivelser, provokationer og farverige budskaber. Det skabte røre i andedammen og delte generationer og samfund verden over.

Indtil midten af 60'erne var det sikkert de færreste der havde forestillet sig at det populære og polerede musikteater ville tage del i den politiske og religiøse revolution, der rejste sig verden over. Men det var lige præcis, hvad en ung, britisk komponist ved navn Andrew Lloyd Webber og hans ven og tekstforfatter, Tim Rice, havde planer om. Endda med noget så – for tiden – upassende som at berøre og stille spørgsmålstegn ved historien om den kristne tros dannelse og myten om mennesket Jesus.

Mens frisindet ganske vist var begyndt at blomstre, stod efter-krigstidens konservative, religiøst funderede samfund stadig stærkt mange steder rundt om i verden. Tanken om billedelig- og menneskeliggørelsen af Guds søn, et evangelium fortalt af Judas, Jesus’ tvivl og vrede til det sidste og et utvetydigt kærlighedsforhold til Maria Magdalena var for disse mennesker en hån af dimensioner. Således affødte premieren og de efterfølgende års produktioner vrede, ildspåsættelser af teatre og retsforfølgelse af medvirkende i visse lande. Det gjorde det på ingen måde bedre at Tim Rice udtalte at ”for os er Jesus ikke Gud, men blot den rette mand på det rigtige tidspunkt”. Det jødiske samfund lagde forestillingen for had og beskyldte den for at være antisemitisk på baggrund af dens meget direkte antydning af, at det var folket (og dermed det jødiske folk), der i ligeså høj grad som romerne og Pontius Pilatus stod til ansvar for Jesus dom og henrettelse.

Til trods for den megen modstand spillede forestillingen i 8 år på West End, hvad der på daværende tidspunkt var rekord  - og blev allerede i 1973 filmatiseret med de to legendariske performere Ted Neely og Carl Anderson i rollerne som Jesus og Judas. Den har efterfølgende gået sin sejrsgang verden over, som den mest fremførte og bearbejdede musical til dato.

Herhjemme var vi også hurtige til at bringe fænomenet til de skrå brædder. Forestillingen premierede i Falkonér Teatret allerede året efter i 1972 med prominente navne som Allan Mortensen og Eddie Skoller og har senest i 2007 begejstret i Folketeatrets turnéudgave.

Nu er det så Koncertsalen i Tivoli, der får muligheden for at fejre jubilaren og fænomenet Jesus Christ Superstar – verdens største rockopera. Og mon ikke den forestilling, der skabte myten om Andrew Lloyd Webber og for alvor satte gang i hans karriere, med sin harmoniske og pumpende rocksymfoniske lyd kan sætte gang i nye generationers forkærlighed for musikteatret, såvel som vække stærke musikalske minder blandt de allerede indviede.

 
 
 
SKABELSEN